I en alder af 19 år oplevede Anna Kaaes fra Nørrebro at få hendes hjerte knust. En oplevelse, der har efterladt dybe spor i hende.
Af Frederik Kongsgaard
Begyndelsen
Musikken bølger gennem luften, mens solens stråler omfavner pladsen. En plads, hvor lyden af mennesker fylder luften som en symfoni af unge; fulde på kærlighed, glæde og livet. Vi tæller sommeren 2018. Anna på 19 år befinder sig på Roskilde Festival. Hun er sammen med en gruppe venner, hvor der iblandt dem er der en ung fyr, der i modsætning til alle de andre fanger hendes opmærksomhed. De har en fælles fortid, idet han gik et klassetrin over hende i gymnasiet. Nu befinder de sig sammen til en koncert, omgivet af 60.000 fulde og bekymringsfrie mennesker. Klokken slår 01 og Anna står under det magiske skær fra Orange Scene, mens Nephews toner gennem luften fylder ”Igen & Igen &”, og præcis her, deler de deres første kys.
Et kys der blev startskuddet til et toårigt kapitel i Annas liv. To år der bød på glæder og udfordringer. To år hvor hun oplevede kærlighed, tvivl, skam og vrede.
Når en person oplever kærlighed, manifesteres en tilknytning. En tilknytning der kobler sig på en bestemt person. Ifølge psykolog Asger Neumann, der har specialiseret sig i kognitiv adfærdspsykologi, er kærlighed ikke en følelse, men snarere en kemisk formel bestående af dopamin, oxytocin og serotonin, og som der udløses i hjernes belønningscenter. Når disse stoffer udløses, opleves en lykkefølelse, der er med til at skabe et bånd mellem to personer. Den anden person bliver vigtig for én og man deler nu smerte og glæder. En gensidig balance er nødvendig, for at kærligheden kan fungere.
Kærester på hans fødselsdag
De sad på et værtshus i indre København. Det var hans 20-års fødselsdag. Han var spændende, og Anna håbede at kysset fra Roskilde snart ville blive forløst i en kærlighedserklæring. Senere den aften fulgtes de hjem til hans forældre gennem Københavns gader og stræder hele vejen til Blovstrød, nord for København. Da de kom hjem, slog klokken lidt over midnat, da de fandt sig selv liggende i hans seng. Uret tikkede og Anna spurgte forsigtig: ”Er vi egentlig kærester?”. Han smilede og svarede roligt: ”Det er vi vel”. Anna smilede gensidigt, imens hendes krop fyldtes med lykke og ro. ”Endelig” tænkte hun, ”nu er vi officielt kærester”.
Følelsen af lykke og ro blev et halvt år senere erstattet med tvivl og usikkerhed. Han skulle det næste halve år tilbringe hans tid til havs med Søværnet. Et halvt år, hvor forholdet skulle vise sig at stå en skæbnesvanger prøvelse. Han var hjemme i weekender. Selvom Anna ønskede at tilbringe alt sin tid med ham, havde han havde også venner og familie at tage sig af. Anna vidste godt, at det var lidt dumt, men hun kunne alligevel ikke forstå eller acceptere, når han valgte sine venner og familie over hende. Hun var jo selv villig til at smide alt fra sig for at se ham, så hvorfor var det ikke gengældt? Det blev en tid, hvor hun begyndte at føle sig nedprioteret. Resultatet blev, at hun fejede sine følelser langsomt ind under gulvtæppet.
”Vil han egentlig det her forhold?” – Anna Kaaes, 19 år
En kold tyrker
Når et menneske forelsker sig i en anden person, skabes en trang. En trang der kan føles som et euforiserende stof. Et stof der styrker og vækker et behov for at vende tilbage til stedet, hvor tilknytningen opstår. Ifølge Asger Neumann, vil det at knytte sig til en anden person, skabe en form for afhængighed. En afhængighed af stoffer, der frigives i hjernen og skaber en følelse af lykke. Jo dybere tilknytningen er, desto større er glæden. Omvendt, er et brud på den stærke tilknytning også forbundet med en tilsvarende større risiko for smerte. Med andre ord, kan et tab af personen, føles som en kold tyrker.
Bruddet
Anna var lige flyttet hjemmefra og ind på Nørrebro i hjertet af det pulserende København. Hun gik i 3.G og som så mange andre, så hun frem mod lyset for enden af tunnelen. Et lys forbundet med sabbatår og frihed. Bag facaden lurede dog en usikkerhed. En usikkerhed for fremtiden og hendes kæresteforhold.
Akkurat som det hele startede, ligger de nu sammen i sengen, men sengen er byttet ud med Annas. De sommerfugle der dengang fyldte rummet, er erstattet med tvivl og usikkerhed. Anna mærker, at der er et eller andet galt. Hun forsøger at få øjenkontakt med ham, mens hun forsigtig spørger ham, om han stadig ønsker det her? Der går et øjeblik, hvorefter han svarer, at han var usikker på det. Anna indser med ét, at hans følelser for hende ikke længere er de samme. Balancen er brudt. Med et, er den glæde og lykke der engang fyldte luften, erstattet med en følelse af sorg og Annas hjerte knust.
At få sit hjerte knust medfører en stigende produktion af stresshormonet kortisol. Forhøjet kortisol kan påvirke kroppen med smerter i maven, trykken for brystet, svimmelhed, nedsat spiselyst, søvnproblemer. Ifølge Asger Neumann er der tale om en psykisk som fysisk smerte, der opstår ved at personen, hvis hjerte er blevet knust. Ikke længere får opfyldt sin trang til det andet menneske. På den måde opstår abstinenser, abstinenser der kan vare ved i op til 1-2 år.
Efter festen
Anna har for første gang siden bruddet begivet sig ud i den sociale sfære. Hun skal til fest med veninderne. Men hvad Anna ikke ved er at den fyr, der kort tid forinden har knust hendes hjerte, senere på aftenen dukker op til selvsamme fest.
”Jeg kan bare huske, at jeg sådan brød fuldstændig sammen, og var sådan, altså virkelig ulykkelig.”
I dagene efter blev Annas hverdag erstattet med skam. En skam over at hun foran sine venner var brudt sammen. En følelse af, at have været en belastning den aften, gjorde at hun havde svært ved at styre sine følelser. På den ene side, havde hun lyst til at være ked af det, mens hun på den anden side, ikke følte, at det var acceptabelt.
”Der blev egentlig ikke talt så meget om det, og jeg tror heller ikke selv, jeg talte så meget om det, fordi det var lidt sådan, at nu skal du bare ud og feste og have det sjovt igen og der skal nok komme en ny”.
Men i virkeligheden, var det at komme videre, det sidste i verden Anna havde lyst til.
Video af Frederik Kongsgaard
Hvis man spørger journalist Ayse Dudu Tepe, bør kærestesorg ses som en reel sorg. En sorg, der i samfundet sjældent er blevet taget særlig seriøst.
”Den har jo en ret stor plads, men det er en usynlig plads. Så på den måde, hvis jeg skulle lægge den op på en vægtskål, så vejer den sindssyg meget derude. Men jeg tænker, at det er meget få, der ser, hvad den rent faktisk vejer”. – Ayse Dudu Tepe.
I 2018 oprettede Ayse en kærestesorg gruppe i hjertet af Mariakirkens Vesterbro. Et koncept der oplevede stor opbakning. En opbakning der ifølge hende selv, skyldes at de mennesker der dukkede op, blev anerkendt i deres kærestesorg som en reel størrelse. En følelse, der hos mange væggede enorm genklang. Ifølge Ayse bør kærestesorgen have en plads i samfundet, hvor dem der oplever sorgen, ikke skal skamme sig over det.
”Det tager den tid det tager, også skal omgivelserne altså bare lige tage det lidt fucking seriøs. Så kan det godt være, at man skal sige den samme ting 10.000 gange, men SO WHAT”.
Kommer jeg nogensinde videre?
I månederne efter bruddet kæmpede Anna med at frigøre sig fra tanken om, at forholdet var forbi. Hun oplevede ensomhed, angst og følelsen af ikke at blive forstået. Selv om hun havde venner tæt på livet, som hun kunne snakke med, blev hun af den bredere vennegruppe mødt med kommentarer som ”du er kun 19, så det skal nok gå” og ”det er bare ung kærlighed.” Udsagn der alle bidrog til, at Anna ikke følte, at det var socialt acceptabelt at være nedtrykt over et knust hjerte.
Videnskabelige undersøgelser viser, at når et menneske får knust sit hjerte, kan det føles som en reel sygdom. Ifølge hjerneforsker Troels W. Kjær aktiveres det Ventrale tegmental område i hjernen, hvilket medfører at hjernen længes efter sit kærlighedshormon-fix. Hvis det ikke kommer, bliver menneskets fysiologi belastet gennem en akut stressreaktion. En reaktion i hjernen der er ens, uanset om man er 19 eller 52 år.
Ifølge psykolog Asger Neumann er det en misforståelse, at et brud ikke er lige så validerende i en ung alder, da smerten for en 16-årig, kan være akkurat lige så stor, som hos en på 52 år.
”Den første kærlighed er den største. Når hjernen har prøvet noget mange gange, så bliver det lidt mindre betydningsfuldt. Så stikker det lidt mindre ud. ” – Troels W. Kjær.
Når jeg i dag møder Anna på 23 år, siddende i hendes grønne velour sofa med udsigt udover Skjolds Plads på Nørrebro, mødes jeg af en ung kvinde, der ser tilbage på forholdet med blandede følelser. Men en ting er sikkert: hun ville ønske, at hun havde været mere åben og ærlig omkring, hvor dårligt hun egentlig havde det og i højere grad havde accepteret, at det kan tage tid. Også rigtig lang tid.